23948sdkhjf

Salling Plast konkurs: Redningsplan aktiveret

Salling Plast med 70 ansatte og danske fabrikker i Ranum syd for Løgstør og Hurup i Thy blev mandag begæret konkurs ved Retten i Aalborg.

Men allerede i går onsdag ser der ud til at være en løsning på vej for virksomheden, som leverer rør og rørføringer til både energi- og vandsektoren samt procesindustrien.

For en ny ejer, hvis navn endnu ikke er offentliggjort, står klar i kulissen.

Det skriver Nordjyske.

- Efter nogle hektiske døgn er en stor del af virksomhedens aktiver solgt, siger konkursboets kurator, advokat Søren Ehlert til Nordjyske.

Han forklarer til Nordjyske, at der har været arbejdet hårdt på en redningsplan de to sidste dage.

- Det har været vigtigt for mig som kurator og virksomhedens panthaver at redde virksomheden, værdierne og de mange arbejdspladser, som vi har vurderet er af væsentlig betydning for lokalsamfundet, siger Søren Ehlert til Nordjyske.

Ny fabrik og svære tider

Det er blandt andet selskabets fabrik i Hviderusland, der har voldt store økonomiske vanskeligheder for Geert Winther Skovsgaard, som købte Salling Plast i 2019.

På grund af krigen i Ukraine er der stort set lukket af for forbindelsen til den hviderussiske fabrik Salling Plast Production Orscha.

Det fremgår af årsregnskab 2021, hvor revisoren i årsrapporten stiller spørgsmålstegn ved den videre drift af virksomheden. Salling Plast ledelse har ligeledes aflagt regnskab for selskabet som "going concern" med afsæt i banktilsagn, likviditetsbudget og en række konkrete tiltag.

Og det endte altså med en konkurs.

Af årsrapporten fremgår det også, at Salling Plast har store forhåbninger til den nye fabrik i Hurup. Den åbnede i september sidste år og skulle styrke Salling Plast konkurrenceevne og den samlede kapabilitet.

3F: 30 medlemmer får hjælp

3F Midtfjord organiserer en stor gruppe af de ansatte hos Salling Plast, og 3F's faglige sekretær, René Rosenkrans forklarer, at 30 medlemmer har søgt bistand og hjælp i forbindelse med konkursen.

- Vi hjælper dem med alt det praktiske omkring en konkurs og med lønmodtagernes garantifond, siger den faglige sekretær, der også er bekendt med, at der arbejdes med en redningsplan.

- Der er gode muligheder for at få job for de her medlemmer, for der mangler arbejdskraft mange steder, men det er så nyt, så vi ved ikke, hvor det ender, siger René Rosenkrans.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125