Nyt om navne: Wila henter fabrikschef hos Grundfos
Wila har været i en rivende udvikling, siden Dansk Ejerkapital blev investor for knap tre år siden.
Med CEO Ilhami Alici ved roret har Silkeborg-virksomheden investeret i opkvalificering af organisationen, opbygget en professionel salgsorganisation og ekspanderet sin internationale tilstedeværelse. Sideløbende er der arbejdet med implementering af Lean-filosofien for at sikre solide, skalérbare processer i produktionen.
Skalérbare arbejdsgange
For at videreføre arbejdet med udvikling samt optimering af skalerbare processer er der nu ansat en ny fabrikschef.
- Vores internationale ekspansion og tilstedeværelse er kommet i stand ved, at vi har kunnet holde fast i Wilas DNA gennem 25 år og samtidig bygge på i forhold til vores kommercielle kræfter. En af hjørnestenene for vores videre strategi er, at vi også i fremtiden kan sikre produkter i rette kvalitet, leveret med branchens højeste leveringssikkerhed. Det lader sig kun gøre gennem fortsat fokus på optimale, innovative og skalerbare arbejdsgange, siger CEO Ilhami Alici.
Har arbejdet intensivt med lean
Blandt ansøgerne faldt valget på den 40-årige civilingeniør Hans Gundtoft. Han har blandt andet bestridt lignende stillinger hos kemivirksomheden Haldor Topsøe i Frederikssund og Grundfos i Bjerringbro. Og så er han stærk i Lean.
- Jeg har arbejdet som Lean-coach, og Lean har været en væsentlig bestanddel af alle de stillinger, jeg har bestridt de sidste små ti år. Lean er et genialt arbejdsredskab, der både optimerer processerne og forbedrer arbejdsmiljøet, og jeg ved, at Wila allerede er godt på vej. Min opgave bliver blandt andet at få os helt i mål på det felt, siger Hans Gundtoft.
Han er dog meget mere end en Lean-specialist. I hans tidligere virke som produktionschef hos Grundfos har han blandt andet solid praktisk og teoretisk erfaring inden for produktions- og kvalitetsstyring. Kvaliteter man hos Wila ser frem til at gøre brug af.
Alle fagligheder i spil
Den nye fabrikschef glæder sig til at komme i gang med den nye, store udfordring.
- Det kræver en del at få styr på alle relationer, virksomhedens kultur og erfaringer, mens jeg samtidig skal medvirke til at presse produktionen videre mod next level. Naturligvis i tæt samarbejde med Wilas mange dygtige medarbejdere. Men jeg er klar til at tilføre opgaven en masse positiv energi og få alle fagligheder i spil, siger Hans Gundtoft.
Hans Gundtoft tiltræder jobbet den 3. oktober.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.