Ventilleverandør spiller med musklerne på Foodtech
I starten af 2021 besluttede de to virksomheder Armatec og Dansk Ventil Center at intensivere samarbejdet. De to virksomheder har gennem flere år haft samme ejer, og 1. august i år fusionerede de endeligt, og dermed kan de gøre fælles front på årets Foodtech-messe.
- Det, der er sket med, at vi er fusioneret er, at vi får nogle flere muskler at spille med, konstaterer salgschef Flemming Stig Hansen, der understreger, at fusionen gør, at Armatec kan sigte bredere.
- Vi kan i højere grad arbejde i forskellige segmenter: Vi er meget inden for energi og vand, men også food/pharma er noget af det, vil vi gøre mere ved, da vi har et bredere program nu, end vi havde før, fortæller han.
Fødevareindustrien er et vækstområde
Netop fødevare- og pharmaindustrien er grunden til, at Armatec står på årets Foodtech-messe. Det var specielt Dansk Ventil Center, der havde tradition for at levere til de industrier.
- Vi ser det som et vækstområde. Det er nøgleord som kvalitet og sporbarhed – vi har styr på den del. Vi er vant til at arbejde med store, krævende kunder, og vi ser stigende krav til dokumentation generelt i vores samfund, men ikke mindst i fødevarebranchen, forklarer Flemming Stig Hansen.
Han oplever, at netop de krav fylder mere og mere i industrien.
- Vi ser også, at nogle af de krav flytter sig ud i periferien af industrien – sådan noget som for eksempel hundefoder og ingredienser – ting som der måske ikke havde så høje krav tidligere, siger Flemming Stig Hansen.
Aggressiv vækststrategi
Inden for fødevareindustrien tæller Armatecs kundeliste allerede giganter som Arla og Danish Crown, men også i ledet nedenunder hos anlægsbyggere er man aktive. Ifølge Flemming Stig Hansen har virksomheden en aggressiv vækststrategi – både generelt men og specifik inden for food/pharma-området
- Det er et område, vi vil sætte mere turbo på. Det er også det, vi vil med fusionen. Det er ikke noget, vi bare siger, at vi er Danmarks største ventilhus. Vi er mere end 60 ansatte i et handels- og ingeniørhus. Vi er både brede og dybe, fordi vi har nogle segmenteksperter, der arbejder med nogle specifikke ting, siger han.
På Foodtech er målet først og fremmest at vise rækkevidden i det nye Armatec, men selvfølgelig også at hilse på kunderne, som både findes blandt de besøgende, men også blandt de andre udstillere.
- Jeg tror meget på, at man i stedet for at været produktfikseret skal man være applikations-fikseret, og vi har både highend-produkter, og noget der er mere mellemklasse at tilbyde, lyder det fra Flemming Stig Hansen.