Armiga har rustet sig til travlt 2023
De har travlt hos den nordvestjyske maskin- og værktøjsfabrik Armiga, rigtig travlt
Underleverandøren har gennem de seneste fem år været inde i en rivende udvikling, hvor både medarbejderantal og produktionsareal er fordoblet.
2022 har ikke været nogen undtagelse på den front. Armiga oplever et stigende rykind af nye kunder, og flere eksisterende kunder ønsker at booke produktionskapacitet langt ind i det nye år. Derfor har Armiga, i år investeret et tocifret millionbeløb i nye maskiner.
Direktør og ejer, Michael Sørensen udtaler:
- Vi genoptog værktøjsfremstillingen på det helt rigtige tidspunkt. Der var et hul i markedet, hvor vi som værktøjsmagere passede perfekt ind. Fleksible løsninger og værktøjer der bare kører derudaf hos kunderne har givet os et godt ry.
Ikke kun værktøjsafdelingen har travlt, for hovedparten af omsætningen kommer i maskinafdelingen. Her har Armiga gennem mere end 20 år specialiseret sig i spåntagning i allerhøjeste kvalitet, som man leverer til primært danske og norske maskinbyggere. Virksomhedens maskinpark breder sig i dag over 6.000 kvadratmeter.
- Vi er kommet så langt her, fordi alle mand slider for det. Vi går gerne de ekstra meter for kunderne, og vi er meget bevidste om, at uden gode, langvarige kundeforhold kan du ikke drive en virksomhed som vores, siger Michael Sørensen.
Armiga beskæftiger i dag knap 50 ansatte og forventer både nye ansættelser og maskininvesteringer i 2023.