23948sdkhjf

20 år med Palomat

I år kan den danske producent af pallemagasiner Palomat fejre 20 års jubilæum.
- Jeg må indrømme, der er sket en del, siden jeg startede i virksomheden i 1998, udtaler
Majbritt Svane, area manager hos Palomat.

- Fra at sidde i et lille to-mandskontor til nu et stort åbent kontormiljø, hvor vi er fem medarbejdere fuldt beskæftiget med salget af Palomat, kan jeg da kun være stolt, fortsætter hun.

Radikal strategiændring
Majbritt Svane har arbejdet hos Palomat i 14 år og overtog ansvaret for afdelingen primo 2008. Det var et tidspunkt, hvor det var tid til ændringer for at sikre en fornuftig udvikling af virksomheden.

- Vi har været på en fantastisk rejse, hvor forandringer har været en nødvendighed for, at vi har kunnet udvikle os til det, vi er i dag; en stærk og forandringsparat organisation, som
arbejder proaktivt og tænker nye tiltag ind i udviklingen af vor forretning, fortæller Majbritt
Svane.

- I 2008 valgte vi at foretage en radikal ændring af vor strategi. Enkelte markeder blev zoneopdelt for at styrke vor position på markedet og bidrage til en bedre forretning for vore forhandlere. Antallet af forhandlere blev samtidig reduceret, så vor fokus var på de forhandlere, som virkelig udførte et godt stykke salgsarbejde og havde lyst til at samarbejde med os, fortæller Majbritt Svane, og fortsætter.

- Vi stiller nogle andre krav til forhandlerne i dag, end vi gjorde for tre år siden – ikke alle kan blive Palomat-forhandler. Vi forventer en struktureret salgsindsats, og vi forsøger til gengæld at være mere end blot én leverandør – vi samarbejder strategisk med vore forhandlere, så salget af Palomat bliver en rentabel forretning for alle parter. Her er værdibaseret salg og online markedsføring nogle af fokuspunkterne.

Salget udeblev
I 2008 kom finanskrisen, og også for Palomat blev det en skelsættende oplevelse.

- Til at starte med var vi en smule ”paf” over situationen. Vi blev ikke ramt til at starte med og gik nok med den naive indstilling, at vi ikke ville blive påvirket – men salget udeblev. Og hvad gør man så? Vi ”gik mod strømmen” og brugte tiden på at produktudvikle. Krisen gjorde os samtidig opmærksomme på, at vi rent geografisk skulle til at se udover Europas grænser, udtaler Majbritt Svane.

- Det lyder en smule klicheagtigt, men krisen har helt sikkert gjort os stærkere. Halvandet års udviklingsarbejde blev påbegyndt og resulterede i en ”facelift” af Palomat’en – en stærkere konstruktion og højere brugervenlighed. Samt en ny model – Palomat Greenline – den ”grønne” Palomat med el som eneste drivkraft så dagens lys, fortsætter hun.

Nyt kapitel i gang
Arbejdet gav pote, og 2011 blev rekordernes år. Der blev sat en ny rekord for salget af Palomat’er globalt, og samtidig kom den største enkeltstående ordre i hus nogensinde – 17 Palomat’er til Proctor & Gamble i Tyskland.

Starten af 2012 gav igen stof til eftertanke, og Palomat blev som så mange andre virksomheder påvirket af stagnerende salg på mange markeder.

- Vi var nødt til at se indad og på, hvordan vi kunne arbejde ”smarter – not harder”. Vi skulle have fokus på de markeder og brancher, som ikke var blandt de hårdest ramte. Og med udvidelse af produktprogrammet med den 100 procent eldrevne Palomat Greenline åbnede et nyt segment sig – detailbranchen. Vi har samtidig haft fokus på at udvikle vore forhandlere og gjort dem mere rustet til de forskellige salgssituationer, fortæller Majbritt Svane.

I de sidste par måneder er der arbejdet intenst med nye forhandlere i henholdsvis USA og Australien. Og optimering af forhandlernettet i Europa er konstant i fokus.

- Det er et stort og spændende nyt kapitel, vi tager hul på. Hvem ved, hvordan det ser ud hos Palomat om fem år – når vi kan fejre 25 års jubilæum?, afslutter Majbritt Svane.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078