Niebuhr Gears tilbage ved fordum styrke
Overskuddet hos den midtjyske tandhjulsproducent er nu stort set tilbage på niveauet fra før finanskrisen.
På bundlinjen var fremgangen endnu mere markant. Her steg overskuddet efter skat med hele 8,7 mio. kr. til 13,2 mio. kr. Dermed er Niebuhr Gears atter tæt på rekordresultatet fra 2008/2009, hvor man hentede et plus på 15 mio. kr. Om udviklingen i aktiviteterne i Danmark skriver selskabet.
- I Danmark udviste det forgangne år støt stigende aktivitet indenfor stort set alle kundesegmenter. Sammenholdt med 2010/2011 er aktiviteten i Danmark således øget med 14 procent. Eksporten er øget med 49 procent i regnskabsåret 2011/2012. Den stigende efterspørgsel har bevirket, at det har været muligt at optimere kapacitetsudnyttelsen og dermed optimere indtjeningen.
Også på koncernens kinesiske fabrik blev 2011/2012 et godt år. For første gang siden etableringen i 2008/2009 blev der nemlig hentet et overskud – nemlig på 262.000 kr. mod et minus på 5 mio. kr. året før.
I indeværende regnskabsår forventer Niebuhr Gears faldende omsætning inden for vindmølleindustrien, mens omsætningen til resten af industrien forventes at fortsætte væksten. I Kina forventes lav vækst.