23948sdkhjf

Initiativpris til Idé-Pro Skive

Skive-virksomheden fik torsdag overrakt DI Skive/Viborgs Initiativpris 2012.
Initiativprisen blev overrakt af formand for DI Skive/Viborg, Palle Damborg, ved et arrangement på Idé-Pro Skive.

- DI Skive/Viborg uddeler hvert år en initiativpris til en mindre eller mellemstor virksomhed i området, der har udvist særligt initiativ, vækst og virkelyst. Idé-Pro Skive A/S er i høj grad kendetegnet ved netop de egenskaber, og det er der grund til at være stolt af, siger Palle Damborg.

Virksomheden blev grundlagt af Tommy og Morten Nors i 1994, og producerer prototyper til en lang række virksomheder i Danmark og i udlandet. Der er typisk tale om, at Idé-Pro Skive får til opgave at fremstille de første eksemplarer af nye produkter. Derfor er aktiviteterne i Skive-virksomheden ofte omgæret af en høj grad af fortrolighed, for det er afgørende for virksomhedens eksistens, at man formår at passe på og værne om kundernes forretningsideer.

Et fyrtårn
Ud over prototyper udgør produktionen af sprøjtestøbte produkter i mindre serier også en væsentlig del af virksomhedens omsætning. Det er den store fleksibilitet i produktionen, der gør, at Idé-Pro er konkurrencedygtige på småserie-produktion.

- Idé-Pro Skive A/S er en vaskeægte industri-succes af den slags, vi har så hårdt brug for her i området. Og hvis jeg skal være lidt højtidelig, vil jeg sige, at virksomheden er et fyrtårn, som andre bør pejle efter. Tommy og Morten Nors har vist, at det kan lade sig gøre at starte en højteknologisk produktion op i Danmark og blive markedsførende i løbet af få år, siger Palle Damborg.

I 2004 etablerede virksomheden en konstruktionsafdeling i Indien, og siden er der købt både lagerfaciliteter og andre virksomheder op. Men det har ikke fået virksomheden til at skære ned på produktionen i Skive – tværtimod.

- Idé-Pro Skive A/S har haft selvtillid til at trodse janteloven. De har haft dygtighed til at overvinde den økonomiske krise, og har udvist mod til at tænke stort. Det er de egenskaber, der kendetegner virksomheden. Derfor, og ikke mindst fordi de har valgt at fastholde produktionen lokalt, modtager Idé-Pro Skive A/S i år DI Skive/Viborgs Initiativpris, siger Palle Damborg.

Prisen betyder, at Idé-Pro Skive er en af 18 kandidater til DI’s nationale initiativpris, der uddeles på en konference for mindre og mellemstore virksomheder onsdag den 23. januar 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094