Flere offshore-ordrer til Pipetek
Der er fremgang på flere områder hos rørbukningsvirksomheden i Vestjylland. Ordrerne fra offshoreindustrien fylder godt i produktionen, og samtidig stiger indtjeningen på akutte opgaver.
- Rigtig mange af de forespørgsler vi får, ender i ordrer. Kunderne ved efterhånden hvad vi står for. Allerede i begyndelsen af året var tendensen, at vi fik flere offshore-relaterede opgaver, og området er steget markant her i efteråret. Vi bukker rør til mange forskellige formål på vandet. Typisk er der god volumen i både gods og antallet af enheder. Vi bruger i gennemsnit næsten 300 arbejdstimer på en offshoreleverance, fortæller Lars Juul Jensen.
Den stigende opmærksomhed fra offshoreindustrien er lidt af et ønskescenarie for direktøren, som forlængst har erkendt, at man på det felt ikke er store nok til selv at lukke aftaler.
- Vi er jo i bund og grund en lille nichéforretning, der leverer til mange forskellige brancher. Vi har slet ikke den pondus, der skal til for at indgå større aftaler indenfor feltet. Til gengæld er det idéelt for os, at være leverandør længere nede i rækkerne. Vi kan godt komme på som tredje eller fjerde led, bare vi kommer på, siger Lars Juul Jensen.
Parat i nødsituationer
Samtidig med fremgangen på vandet, ender flere akutte opgaver nu i Outrup. Når andre virksomheder oplever problemer i form af maskinnedbrud eller flaskehalse, bliver Pipetek ofte kontaktet. Det kræver ifølge direktøren en flad organisation og en fleksibel medarbejderstab, hvilket Lars Juul Jensen er meget bevidst om.
- Vores strategi er simpel. Vi skal være klar, når der opstår nødsituationer. Alle medarbejdere er parat til tage ekstra vagter for at få det til at hænge sammen. Vi hjælper både meget store virksomheder, som har deres egen rørbukningsafdeling, og virksomheder fra vores egen branche. Hasteopgaverne gør, at vi får en fod indenfor hos nogle firmaer vi ellers ikke var kommet i kontakt med. I fremtiden vil de måske så bruge os til andre opgaver. Derfor er området vigtigt for os. Men vi ser da heller ikke bort fra, at det tæller pænt på bundlinjen, lyder det fra Lars Juul Jensen.