23948sdkhjf

Danske virksomheder kan få del af milliardmarked

Den internationale mineindustri er et overset marked, hvor flere danske virksomheder kan få foden inden for.
- Store infrastruktur- og byggeriinvesteringer i blandt andet Asien øger efterspørgslen. Samtidig er der stor efterspørgsel på særlige råstoffer og mineraler til højteknologiske produkter. Derfor bevæger sektoren sig ind i nye geografiske områder med nye miner. Det begynder danske virksomheder at få øjnene op for, fortæller Heidi Ravn, business sector manager i Eksportforeningens Danish Mining & Quarry Group, som er Danmarks eneste eksportnetværk for leverandører til den globale mineindustri.

Den globale mineindustri forventes at have en gennemsnitlig årlig vækstrate på over 7 procent frem til 2017. Ifølge Deloitte planlægger fire af de største markeder Canada, Chile, Australien og Sydafrika investeringer i mineindustrien på tilsammen knap 90 mia. dollars frem til 2031. I 2010 havde de fire markeder ifølge The Mining Association of Canada tilsammen over 7.300 underleverandører.

Danske kompetencer kan overføres
Danske virksomheders voksende interesse for sektoren afspejles i et støt stigende medlemstal i Danish Mining & Quarry Group, der nu er oppe på 22 medlemmer, som leverer blandt andet rådgivning samt udstyr som hydraulik- og pumpeløsninger.

Mineindustrien har ikke været et typisk marked for danske virksomheder, men især kompetencer fra vand- og energisektoren kan overføres.

- Tendensen er, at det især er veletablerede virksomheder, både mindre og større, som bevæger sig ind på minemarkedet. De har overskuddet til at forsøge sig med et nyt forretningsområde, og ofte har de erfaringer og produkter fra vind- eller offshoreindustrien eller lignende brancher, som de kan overføre, siger Heidi Ravn.

Cowi Mapping satser på plangrundlag
En af de virksomheder, der i 2013 træder sine første skridt inden for mining, er Cowi. Forretningsenheden Cowi Mapping leverer plangrundlag som for eksempel digitale højdemodeller baseret på kameraer og sensorer på fly og har netop meldt sig ind i Danish Mining and Quarry Group.

- Vi leverer de data, som myndigheder og virksomheder planlægger efter, og vores ræsonnement er, at kunder i minesektoren også har behov for efterforskning og et godt plangrundlag. Vores målsætning er at forstå behovene i sektoren og få de første mining-opgaver i 2013, fortæller Michael Schultz Rasmussen, market director i Cowi Mapping.

Marked boomer for Svendborg Brakes
Mens Cowi er ny inden for mining, leverer Svendborg Brakes allerede store sikkerhedsbremser direkte til mineindustrien i Nord- og Sydamerika, Sydafrika, Australien og Kina.

- Mining har altid været et vigtigt forretningsområde for os, men det har boomet rigtig meget de sidste fem år. Industrien har været i en super-cycle, hvor det bare er vokset og vokset og har holdt sig oppe. Samtidig har vi øget vores fokus og udviklet produkter specielt til mineindustrien, fortæller Nikolai Jørgensen, sales director - Industry i Svendborg Brakes, hvor mining i 2012 udgjorde cirka 25 procent af den totale omsætning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

3.094