23948sdkhjf

80-årige Leo arbejder stadig: Hvorfor stoppe når man har det godt

Som så mange andre 67-årige gik Leo Skanderup på pension. Men det varede dog kun en måned, så var han tilbage på arbejde hos Danitech Production og har været det lige siden.

Som 58-årig startede Leo hos Maskinfabrikken HS, som var en traditionel maskinfabrik, der løste forskellige specialopgaver, montage og svejsning. Firmaet blev senere en del af Danitech og hedder nu Danitech Production og producerer blandt andet cylindre.

Hans søn, Henrik Skanderup, er chef, og det var derfor ikke uden en smule skepsis fra ejeren, Arne Iversen, at Leo blev ansat. For kunne det nu gå? Far og søn på samme arbejdsplads?

- Ork ja, der er ingen problem ved det. Han bestemmer hér og jeg bestemmer derhjemme, siger Leo Skanderup med et smil på læben.

For Henrik Skanderup er det heller ikke et problem, for som han siger:

- Det har altid fungeret godt, da vi jo respekterer hinanden, og han jo bare arbejde på det, som jeg siger er vigtigst. Jeg er blevet spurgt, om det er ligesom i OOC Choppers, men vi skændes aldrig om tingene.

Den 8. maj i år rundede Leo Skanderup de 80 år, men han er ikke pensioneret. Det var ellers planen, at han skulle gå på pension sammen med konen Bodil, når hun fyldte 65 år og Leo selv blev 67 år. Han gik også på pension, men kort efter havde han Henrik Skanderup i røret. Han kunne godt bruge Leos hjælp til en opgave. Opgaven trak ud, og Leo blev hængende. Nu samler han stadig cylindre to til tre gange om ugen.

Det er bestemt ikke uvant for Leo Skanderup at arbejde, noget han lærte allerede i en ung alder:

- Det er hårdt arbejde at drive en gård, siger han.

Barndomshjemmet, en slægtsgård på 7 tønder land, skulle nemlig passes. Gården har været i familiens eje siden 1895 og er det stadig.

Pensionen er ikke lige rundt om hjørnet, omend den er rykket lidt tættere på, men som Leo Skanderup selv siger:

- Det er godt at holde sig i gang, for mange falder sammen, når de sidder derhjemme. Jeg kan godt lide at holde mig i gang, og jeg har det lige så godt, som da jeg var 65 år.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094