Derfor er Neurosearch tiltalt for at fifle med kursen
Det er sket i sagen om den påståede kursmanipulation i Neurosearch, der afviser tiltalen.
Her er, hvad der skete i sagen:
* 3. februar 2010: Neurosearch udsender en meddelelse til fondsbørsen, hvori selskabets daværende ledelse fortæller om de resultater fra fase III-studiet, der er nået med lægemidlet Huntexil mod Huntingtons sygdom.
- Samme dag får Neurosearch-aktien vinger og stiger med 98 procent til 168 kroner fra 85 kroner.
* De efterfølgende dage fortsatte aktien himmelflugten, der topper 5. februar i en pris på 224 kroner pr. aktie.
* 10. marts 2010: Neurosearch kommer med årsregnskab for 2009. I forordet skriver daværende direktør Flemming Pedersen blandt andet:
"Vores aktiekurs udviklede sig negativt gennem 2009 med at aktiekursfald på 33 procent. I starten af 2010 er der imidlertid mere end rettet op på dette med en stigning i aktiekursen på 140 procent som følge af en positiv nyhedsstrøm. Neurosearch har i dag nået en markedsværdi på 4,5 milliarder kroner og indtager dermed en position blandt de største biotekvirksomheder i Europa."
* I dagene efter, at regnskabet bliver offentliggjort, er der en livlig handel af aktier og tegningsretter blandt de ledende medarbejdere i selskabet.
* 28. april 2010: Aktiefesten slutter, da Neurosearch korrigerer meddelelsen fra februar. Aktien styrtdykker med lidt over 30 procent fra 172 kroner til 120 kroner på én dag.
* 23. maj 2012: Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet - sigter Neurosearch.
* 25. april 2013: Biotekselskabet kommer med regnskab og har et driftsunderskud på 12 millioner kroner. Efter skat er underskuddet på 16 millioner kroner.
* 17. juli 2013: Bagmandspolitiet tiltaler Neurosearch for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed med påstand om bødestraf.
Neurosearch afviser på det foreliggende grundlag tiltalen og samarbejder fuldt ud med myndighederne om at opklare sagen.
Aktien koster nu 4,27 kroner - den er steget med 1,2 procent efter, at tiltalen blev kendt.
Kilde: Neurosearch og Ritzau Finans.
/ritzau/