23948sdkhjf

Neurosearch risikerer bøde på 10 millioner for kursfup

Det ligner en rekordbøde for kursmanipulation, hvis Bagmandspolitiet får sin vilje i retssag mod Neurosearch.
Bøden skal være på mindst 10 millioner kroner, lyder Bagmandspolitiets krav under den kommende straffesag mod Neurosearch.

Det oplyser vicestatsadvokat Henrik Helmer Steen til Ritzau.

Han ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at oplyse om detaljer i den rejste anklage om kursmanipulation - eller om en eller flere personer ud over selve biotekselskabet er blevet tiltalt for den påståede lovovertrædelse.

Manøvren, som angiveligt påvirkede kursen på ulovlig måde, skal være sket i 2010. På daværende tidspunkt var Flemming Pedersen direktør i selskabet.

Den nuværende direktør, René Schneider, oplyser onsdag i en selskabsmeddelelse, at Neurosearch "samarbejder fuldt ud med myndighederne om at opklare sagen".

Selskabet nægter dog at have overtrådt loven, og derfor skal sagen afgøres af retten.

Hovedparten af de hidtidige straffesager om kursmanipulation har rettet sig mod enkeltpersoners gøren og laden.

Men i foråret skrev Retten i Hjørring historie ved at finde et pengeinstitut skyldig i kursmanipulation.

Sparekassen Himmerland blev idømt en bøde på fem millioner kroner for i et samarbejde med Ebh Bank i 2008 bevidst at have vildledt markedet. Bagmandspolitiet havde krævet en dobbelt så høj bøde.

Desuden blev sparekassens direktør og Ebh Banks direktør hver straffet med fem måneders fængsel.

Det sidste ord er dog ikke sagt i sparekasse-sagen. Dommen er anket til Vestre Landsret.

I forbindelse med sagen mod en redaktør har Højesteret udtalt sig generelt om straffens længde i sager om kursmanipulation.

Straffen skal være et år, når det er foregået gennem lang tid, når der har været betydelige beløb, og når der er scoret en betydelig gevinst. Redaktøren havde tjent cirka en million kroner.

Hvornår sagen mod Neurosearch kommer for retten, vides ikke.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093