Digitaliseringen rykker hos Holbeck Hydraulik
I Erhvervshus Fyn oplever man stigende interesse for digitaliseringen ude i virksomhederne. Det gælder blandt andet programmet ”Digital Omstilling – Strategi for Digitalisering”, hvor virksomheder i Syddanmark kan opnå en medfinansiering på mere end 100.000 kr. og få tilknyttet en ekspert til at udarbejde en strategi for deres digitalisering.
Programmet, som blev søsat for knap et år siden, har nu fået yderligere midler fra Erhvervsstyrelsen til medfinansiering til 50 nye syddanske SMV’er, heriblandt også en særlig indsats til dronevirksomheder.
- Programmet er eftertragtet, fordi virksomhederne kan komme rigtigt i gang med digitaliseringen med en gennemtænkt strategi, siger Tanja Erendal, projektleder på programmet i Erhvervshus Fyn, som tilbyder det i samarbejde med Erhvervshus Sydjylland.
Og digitalisering betaler sig. Erhvervshus Fyn og Erhvervshus Sydjylland – tidligere Væksthus Syddanmark – fik i slutningen af 2018 med hjælp fra Danmarks Statistik foretaget en undersøgelse af mere end 1.000 SMV’er i Syddanmark. Her har det vist sig, at de højt digitaliserede virksomheder over de seneste to år har præsteret syv gange højere omsætning end de lavt digitaliserede.
Hydraulik på den digitale klinge
Michael L. Harder, der for tre år siden købte hydraulikvirksomheden Rasm. Holbeck Hydraulik ud af H.J. Hansen, er en af dem, som det lykkedes at opnå medfinansiering og en af de første pladser på digitaliserings-programmet. For hans syv mand store virksomhed er det en gevinst at få adgang til et program, som er med til at sikre, at digitaliseringen rent faktisk bliver til virkelighed.
- Siden vi overtog virksomheden, har vi haft vækst. Vi har vidst, at digitaliseringen af vores virksomhed er vigtig, men det er enormt svært at finde tid, samtidig med at vi driver butikken. Da vi kom med på programmet, fik vi en ekspert tilknyttet, som har styret processen og forpligtet os på at få gjort tingene på ugentlig basis, siger Michael L. Harder.
Virksomheden har hidtil solgt hydraulikløsninger, som er kommet ind på mails og telefonbestillinger. Nu er de ved at få opbygget en helt ny hjemmeside, hvor kunder direkte skal kunne bestille deres 5.000 lagerførte varer og op imod 600.000 registrerede varenumre, som de forhandler for hydraulikproducenten Parker Hannifin.
- Det betyder, at vi kan sætte gang i en skalering af vores virksomhed, hvor vores produkter når ud i verden på en langt stærkere måde. Det er første led i en stor digital omstilling, hvor vi om få måneder også vil være klar med et nyt koncept, som giver vores forretning et helt nyt ben, siger Michael Harder, der endnu ikke kan løfte sløret for det nærmere indhold.