Next styrker værktøjsmager-uddannelsen
Next Uddannelse satser stærkt på at udvikle og fastholde værktøjsmageruddannelsen i København.
Og den 23. maj har skolen inviteret industrien i Hovedstadsområdet og på Sjælland til dialogmøde om den forsatte udvikling af uddannelsen, der lige nu mærker stigende optag.
I januar-optaget i år blev 10 elever optaget på værktøjsmageruddanelsen på Next, hvilket er en klar stigning i forhold til 2018, hvor der sammenlagt - over hele året - blev optaget syv elever på uddannelsen.
Next: Giv os gerne kritik
Uddannelsesdirektør på Next, Tanja Bundesen, forklarer, at formålet med dialogmødet i næste uge er at give virksomheder, samarbejdspartnere og interessenter et indblik i værktøjsmageruddannelsen på Next.
For det fælles mål er, at der også i fremtiden skal være værktøjsmageruddannelse i København som alternativ og supplement til værktøjsmageruddannelsen i Skive.
- Hvis vi skal fastholde det produkt, vi har på skolen her i København, så er alle nødt til at samarbejde, og derfor vil vi gerne have en rigtig god dialog mellem skolen og industrien, siger Tanja Bundesen.
Hun slår fast, at Next Uddannelse i den forbindelse er meget åbne overfor input og kritik omkring værktøjsmageruddannelsen.
- Man må gerne stille krav til os, og vi vil gerne høre om alle de teknologier, industrien mener, vi skal have fokus på, siger Tanja Bundesen.
Branchemødet afholdes i tidsrummet 16.45-18.15 og foregår på Next Uddannelse København på Tuborgvej 177, København NV.
Tilmelding til uddannelsesleder på værktøjsmageruddannelsen, Ann Christina Oliveira-Borg, eller virksomhedskonsulent Lars Ole Frederiksen.