Interessen for ny standard overrasker
Der er stor interesse for at komme på gratis fyraftensmøder om den nye standard for maskiners brugsanvisning.
Det mærker Maskinsikkerhed ApS, der i samarbejde med Dansk Standard, Solar, Odense Robotics, Arbejdsgiverne og Aalborg Universitet lige nu afholder en række gratis møder om den nye standard.
Den nye standard er på vej ind i Maskindirektivet og får derfor betydning for både maskinbyggere, maskinproducenter og slutbrugere.
Der har allerede været over 130 deltagere til de første møder, og der er allerede 70 tilmeldte til det næste møde den 3. juni i Værløse hos Maskinsikkerhed ApS.
- Vi synes jo, emnerne burde have stor interesse, men vi er da alligevel lidt overrasket over den store tilslutning. Vi havde regnet med cirka 100 deltagere, men nu er vi allerede på over 200. Så det kan godt være, at der skal fjernes en skillevæg, for at vi kan være her på kontorerne i Værløse den 3. juni, men alle er velkomne, siger Hans Morten Henriksen, direktør, Maskinsikkerhed ApS.
Maskinsikkerhed ApS’ Hans Morten Henriksen har været eneste danske repræsentant i udarbejdelsen af standarden og har siddet med i den europæiske styregruppe.
Han peger på, at den store interesse for informationsmøderne bunder i, at den nye standard for maskiners brugsanvisning måske bliver harmoniseret som Maskindirektivets minimumskrav allerede i løbet af efteråret.
- Standarden er stemt igennem, og vi kan se, at langt de fleste maskiners brugsanvisninger skal skrives om for at kunne opfylde kravene. Det giver stor interesse for vores kurser, hvor man kan lære at skrive brugsanvisninger for maskiner jævnfør Maskindirektivet og ISO 20607, siger Hans Morten Henriksen.
Han vurderer, at der er tale om en rigtig god standard, og hvis den følges, vil man få væsentligt bedre brugsanvisninger fremover. Det kan medvirke til at undgå ulykker, men også til at gøre hverdagen nemmere for brugerne.
Informationsmøde om hackersikring
I forbindelse med møderne om den ny standard for brugsanvisninger afholdes der ligeledes informationsmøder om "Hackersikring for maskinfabrikanter".
Hans Morten Henriksen har repræsenteret Dansk Standard i arbejdet med udarbejdelsen af både ISO 20607 Maskiners brugsanvisning og ISO TR 22100-4 Maskinfabrikanters hackersikring.